Nyhedsbrev august 2024

Hej

 

Sommeren går på hæld (dejligt gammelt udtryk), så nu er det tid til at tænke på efterårssæsonen. Mange har sikkert været i gang med planlægningen i længere tid, så mon ikke I er klar til efterårets arrangementer rundt i foreningerne og i Samrådet. Derfor dette nyhedsbrev.

 

Allerførst: Jeg vil bede jer om at skrive, hvor mange medlemmer jeres forening har. Sport og Fritid er ved at samle data omkring Amatørkultur-området, og har spurgt til vores medlemstal. Samrådet har 40 medlemsforeninger, men hvor mange medlemmer er der?

 

Der er stadig enkelte portioner penge tilbage i Sommerarrangementspuljen, så hvis jeres forening har et arrangement udendørs i løbet af september, kan I søge. Dog ikke i festugen. Vi har sat det maksimale antal sommer-arrangementer, hver forening kan få støtte til, til 4 i 2024.

Der er også stadig penge i MSO-puljen til 8 arrangementer på Folkehuse / plejehjem, så her er der også mulighed for at søge. Også her er der max 4 arrangementer betalt pr forening.

Begge type arrangementer tildeles efter først-til-mølle princippet.

Hvis der er ændringer i det, som foreningen har fået bevilget støtte til, er det vigtigt, at vi straks får besked: Ændringer vedrørende sommer til sekretaer@amatorkultur.dk og ændringer vedrørende MSO til formand@amatorkultur.dk Dels fordi alle datoer på sommerarrangementer og folkehuse bliver lagt i kalenderen på hjemmesiden og dels for at vi kan vide, om pengene bliver brugt, som de skal ifølge vores aftaler.

 

Jeg vil lige slå endnu et slag for Amatørkulturens Dag på DOKK1 d. 26. oktober.

Om arrangementet: Det er tredje gang, at vi mødes på DOKK1 til en dag, hvor alle deltagende foreninger på skift optræder en halv time. Optræden foregår i tidsrummet 10.30 – 15.30. I år vil der blive 4 ”scener”: Store sal, Lille sal, Udsigten og Scenetrappen. Tag det som en mulighed for at vise jeres forening frem for Aarhusianerne og for at se og høre en masse musik mm. Deltagende foreninger får 2000 kr.

Tilmelding til Amatørkulturens Dag sker til formand@amatorkultur.dk senest d. 15. september. Det er tilmelding efter først til mølle-princippet. Der er plads til 20 foreninger, i øjeblikket er der 12 foreninger tilmeldt, så der er god plads til flere. Efter tilmeldingsfristen skriver jeg til de tilmeldte foreninger omkring diverse praktiske forhold.

 

Til sidst vil jeg gøre opmærksom på en nyvejledning, som Datatilsynet har udsendt om GDPR reglerne målrettet små foreninger. Du kan finde den her www.datatilsynet.dk/hvad-siger-reglerne/vejledning/gdpr-univers-for-smaa-foreninger og der ligger også link til den på samrådets hjemmeside under Diverse Info på medlemssiden.

God sæsonstart. Jeg håber at se mange af jer på DOKK1, eller rundt omkring.

Hanne Eriksen

Formand