nyhedsbrev MSO aftale 2025

Kære medlemmer

Så er der godt nyt om vores samarbejdsaftale med Sundhed og Omsorg.

 

Vi har landet en aftale for 2025, der sikrer at Samrådets foreninger kan komme ud på plejehjem og Folkehuse 60 gange i løbet af året. Og vi har fået forhandlet en stigning på støttebeløbet på plads, så vi næste år kan give 2750 kr pr arrangement. Det skulle gøre det mere attraktivt for de foreninger, der har professionel dirigent at deltage, og i det hele taget dække de udgifter, foreningerne har.

 

Igen i 2025 skal mindst 20 arrangementer være på plejehjem ifølge aftalen. Derfor er det vigtigt, at I er præcise, når I skriver om arrangement er aftalt med Folkehus eller plejehjem. Især fordi plejehjem nogle steder afholder deres arrangementer i folkehusene. Og det er helt ok.

 

I lighed med de tidligere år laver Sundhed og Omsorg et katalog med de foreninger, der gerne vil underholde. Katalogerne sendes via frivilligkonsulenterne rundt til de enkelte folkehuse og plejehjem. Man kan se katalogerne fra 2024 via Samrådets hjemmeside www.amatorkultur.dk/for-medlemsforeninger/mso-arrangementer-1 Jeg vedhæfter det skema, der skal udfyldes for at komme med i kataloget. OBS skemaet skal sendes senest 6. december direkte til kulturteamet kulturteam@mso.aarhus.dk og IKKE til mig. (men jeg svarer gerne på spørgsmål). Skemaet er sendt til alle foreningskontaktpersoner.

 

Foreningen kan også selv lave aftale med folkehuse / plejehjem. Man behøver ikke stå i kataloget.

Bestyrelsen ønsker at sikre, at så mange foreninger som muligt får mulighed for at deltage, så i første omgang har vi besluttet, at hver forening kan lave 2 aftaler på arrangementer frem til 1. juli. I første omgang sætter vi 35 arrangementer af i denne pulje. Resten vil senere blive givet fri til efterårets arrangementer. Arrangementerne kan enten aftales ved at I selv kontakter folkehuse og/eller plejehjem og laver en aftale. Eller også kan folkehuse og plejecentre kontakte jer. Så snart I har aftalen på plads, søger I via hjemmesiden, så får I besked, om Samrådet kan støtte arrangementet. Læg mærke til at aktive medlemsforeninger har forret, så i første omgang er det kun medlemsforeninger som deltager repræsentantskabsmødet, som vil opnå støtte.

 

Det har fungeret rigtig fint i år, både med ansøgninger og rapportering, når arrangementet er afholdt. MSO er glade for evalueringerne i skemaet, de er med til at vise værdien af samarbejdsaftalen, så bliv endelig ved med at skrive om jeres oplevelser de forskellige steder. Både positive og der, hvor det kunne være bedre.

 

Venlig hilsen

Hanne Eriksen

Formand