Nyhedsbrev september 2023
Kære alle
Allerførst tusind tak til alle, der deltog i Samrådets jubilæumsreception og gjorde det til en rigtig hyggelig eftermiddag. Jeg synes vi fik vist, at Amatørkulturen lever i bedste velgående og kan mødes om fælles oplevelser.
Tak til Kelds Kulinariske Kapel, FFAO og WondAros for dejlig optræden. Og til Anette Poulsen (formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg) for en fin tale om betydningen af, at der kommer amatørkultur rundt på Folkehuse og plejehjem, hvor foreningerne underholder med det, vi hver især kan. Jeg forsøgte at bringe lidt historie om Samrådet ind i festen, men fandt i løbet af dagen ud af, at jeg ikke havde talt med de rette personer, så måske kommer der en opfølgende historie på hjemmesiden en dag, når jeg ved lidt mere. Vejlby-Risskov hallen sørgede for perfekte rammer for dagen, og alle de nye roll-ups, der stod som flot pynt rundt i lokalet, var med til at understrege, hvor mange vi er og hvor forskellige.
Samrådet fik nogle gaver – tak for det:
En buket roser fra Kulturelle Samråd i DK
To flasker vin fra Hans Skou, tidligere formand
En samling gamle plakater for Amatørerne i centrum. Samrådets festuge arrangementer i 2000 - 2009. Aros blæserne / Inge V Nielsen
Et fotoalbum fra Samrådets deltagelse i ”Aarhus i 500 år”, festugen 2000. Fra Stautrupscenen / Hans Lindberg
Amatørkulturens dag d. 28. oktober.
Der er sendt endelig tilmelding ud til de forhåndstilmeldte foreninger (svar senest d. 23. september). Hvis der er foreninger, der her på falderebet har fundet ud af, at de gerne vil med, kan de skrive en mail til mig, så ser vi om vi kan få dem med i programmet. (Jeg kan ikke love noget).
Selv om jeres forening ikke deltager, vil jeg opfordre jer til at komme forbi DOKK1 og se / høre hvad de forskellige foreninger kan byde på. Husk også at sige det til jeres medlemmer. Der kommer senere program på Samrådets hjemmeside og på DOKK1s kalender.
Aarhus City Welcomes 30. september
Et arrangement på DOKK1, hvor udenlandske tilflyttere til Aarhus Kommune inviteres, og hvor de kan få informationer om alle mulige forskellige forhold i Aarhus. I år vil Samrådet have en stand, hvor vi vil gøre reklame for foreningerne og muligheden for at komme med i en amatørkultur forening.
Til reklame på dagen og i øvrigt til opdatering af billederne på Samrådets hjemmeside, vil det være fint, hvis I har nogle gode billeder, vi må bruge af jeres forening, send det til sekretaer@amatorkultur.dk
Sommeraktiviteter
I år har der været afholdt 43 arrangementer og der er måske lige et par enkelte mere. Tak for at I er med til at bringe liv, glæde og kultur ud i hele kommunen til borgere og turister. Vi søger og håber på at få penge til aktiviteter igen næste år.
MSO arrangementer
Pt er der afholdt eller aftalt 46 arrangementer rundt på plejehjem og Folkehuse. I oktober / november skal vi forhandle en aftale for 2024, og alt tyder på, at vores aftale kommer til at fortsætte. (Det ville Anette Poulsen bakke fuldt op om, efter at have deltaget i jubilæet).
For både sommeraktiviteter og MSO aktiviteter gælder det, at I skal skrive, hvis der bliver ændret i tid eller sted. Jeg forsøger at holde kalenderen på hjemmesiden opdateret med de optrædener, som Samrådet støtter, og hvis kalenderen skal have nogen værdi, skal det passe, det der står. Hvis det blot er en rettelse, kan I sende en mail direkte til Formand@amatorkultur.dk og behøver ikke udfylde et nyt skema på hjemmesiden.
God efterårssæson rundt omkring
Venlig hilsen
Hanne Eriksen
Formand